Her har firmaet adresse
NORDIC BIKE SHOWS A/S
INDUSTRIKROGEN 4-B
DK-2635 ISHØJ
Her afholdes messen
CENTRALVÆRKSTEDET
VÆRKMESTERGADE 9
DK-8000 AARHUS C
Fra landevej til Ultrarytter
I 2016 havde Mads planlagt at hænge cyklen på væggen og bruge sin tid på at afslutte uddannelse og drive virksomhed inden for coaching og præstationsoptimering, efter 4 år på europæsike landevejshold. Et opkald og en udfordring fra en kammerat ændrede dog historien. Med blot 10 dages forberedelse lykkedes det Mads og hans crew at slutte på podiet i RAAM-kvalifikationsklassen, som den yngste rytter nogensinde. Måske Mads ikke var færdig med cykling alligevel?
Hør om omstillingen fra landevej til ultracykling, om at finde sin niche, om at få en flok uerfarne individer til at spille sammen i målet om high-performance-kultur. Project Ultra Cycling handler ikke om en mand og en cykel men om fascinationen ved at rykke grænser. En historie om viljestyrke, ambition, sejre og nederlag i en sport hvor mere end fysisk talent gør det fulde potentiale og driver cyklen fremad.
Læs mere om Project Ultra Cycling her: https://frankinstituteofsports.com/da/project-ultra-cycling/about
Bjergcykling for begyndere
En begynderguide til cykelteknik i bjerge. Gennemgang af færdigheder og øvelser, som vil udvikle en dygtig cyklist med sikker og effektfuld teknik. Steen Garset gennemgår emner som svingteknik, bremseteknik, optimal udnyttelse af gearskiftere og kroppens balance. Cykletekniske færdigheder, der vil være gavnlig for enhver cyklist, som planlægger rejse og træningslejr på bjergveje.
Steen Garset er tidligere træner for det danske mountainbike landshold, og en eftertragtet foredragsholder.
Hvis du ikke tidligere har hørt hans foredrag, og er interesseret i bjergcykling, så skal du ikke snyde dig selv for denne oplevelse.
Nu kommer Touren til Danmark !
Det gik ikke stille for sig, da nyheden om Tour de France’s 3 etaper i 2021 i Danmark blev lanceret på et pressemøde den 21. februar.
Manden der mere end nogen anden fik det til at lykkes er Alex Pedersen, som nu er direktør i Grand Depart Copenhagen Denmark 2021 I/S, der står bag organiseringen af Tour de France etaperne i Danmark.
Alex har kæmpet i 7 år for at få projektet over målstregen, og han vil fortælle om processen fra idé til virkeliggørelse, lidt om ruten og de overvejelser der ligger bag, samt hvad der nu skal ske i tiden frem mod afviklingen.
Der vil naturligvis være mulighed for at stille spørgsmål til Alex efter hans oplæg.
Tværs over USA – I den gode sags tjeneste
Hør Stigs foredrag om missionen med at inspirere til at sætte sig mål og holde fokus mod fremtiden, når man rammes af alvorlig sygdom som det skete for vores familie, da hans søn fik konstateret lymfecancer i 2013.
Om målsætning, motivation, om at tro på lortet og om en vanvittig cykeltur på 4.000 km tværs over USA på 10 døgn
Om at være den første Nordjyde med den vanvittige plan om en enkeltstart på cykel næsten 5.000 km tværs over USA – på blot 12 døgn. Stig nåede at cykle 3.858 km på under 10 døgn indtil en sovende arm gjorde det uforsvarligt at fortsætte.
Kun 300 personer har gennem de seneste 36 år gennemført det vilde projekt, og Stig og hans team har haft en helt anderledes og speciel mission, idet motivationen er den kræftsygdom, som ramte Stigs søn, Max, for tre år siden.
En fortælling, der handler om meget mere end at deltage i Verdens hårdeste cykelløb – fortalt af en velformuleret og veloplagt Stig, der med glimt i øjet allerede har underholdt deltagerne i mere end 50 foredrag. Og om, hvorfor Max og Stig allerede nu har besluttet, at de VIL gennemføre Race across America i 2019. Stig på cyklen og Max i følgebilen.
Læs mere om projektet og Team Nico her: team-nico.dk
The Race Across America
Som afslutning på Stigs foredrag, vil vi tilbyde alle besøgende på Aarhus Bike Show, at se filmen “Godspeed – The Race Across America”.
Martin Butler har instrueret filmen fra 2016, og handler om en ydmyg sportsjournalist, der har overlevet et flystyrt og går sammen med den ultra-konkurrencemindede CEO i verdens hårdeste udholdenheds cykelløb.
Drevet af deres fælles mål cykler de mere end 3.000 kilometer, mens de kæmper mod deres konkurrenter, ekstrem terræn og vejr, indre dæmoner og til tider hinanden.
Filmen giver et godt og realistisk billede af de stradbadser som RAAM deltagerne udsætter sig selv for.
Der er gratis adgang til filmen, når man fremviser gyldigt armbånd fra Aarhus Bike Show 2019.
Godspeed vises i CinemaxX i Bruuns Galleri ved siden af Centralværkstedet.
Filmen er på engelsk uden danske undertekster.
På cykel fra Argentina til Alaska
Kenneth Bruun Jørgensen og Marie Stoubæk drog i januar 2017 ud på en ekspedition fra Ushuaia, verdens sydligste by, og cyklede gennem Sydamerika, Mellemamerika og Nordamerika, hvor de nåede målet i Alaska, oktober 2018.
De fortæller om deres livs eventyr, hvorfor de valgte at køre på et bikepacking set-up og om de mange bikepackingruter samt krævende spor, de kørte undervejs. Igennem historier og flotte billeder, fortæller de om at cykle i høje bjerge, den vilde natur og om den store gæstfrihed, de mødte overalt.
Kom med på bagagebæreren og hør om, hvordan det er at leve næsten 2 år på en cykel med kun 20 kg bagage, et lille tomandstelt og masser af tid til at tænke sig om.
Bikepackers.dk præsenteres i samarbejde med Cyklistforbundet.
Læs mere om Kenneth og Maries eventyr på bikepackers.dk
Verden set henover cykelstyret
I 2015 startede Oliver Emil Andersen fotoprojektet Behind Handlebars, hvor han lagde ét billede ud om dagen på Instagram fra hans liv fra perspektivet bag cykelstyret tagget #behindhandlebars.
I dag har Behind Handlebars udviklet sig til et verdensomspændende fænomen med følgere fra 163 forskellige lande, der deltagere i cykelture, samt selv deler deres eget liv bag cykelstyret på Instagram.
Projektet tager Oliver rundt i hele verden, hvor han på to hjul udforsker de byer, han kommer til. De mange unikke billeder er blevet til dekorative plakater, og hvad der startede som en simple idé og vision er nu blevet til en fuldtidsbeskæftigelse.
Filmen introduceres af Ole Ritter, der i en årrække kørte på hold med Francesco Moser
Francesco Moser er stadigt den italienske rytter med flest sejre. En legende på to hjul. Født og opvokset i Trentino, men kendt over hele verden.
Dokumentaren er dedikeret til Moser’s fantastiske karriere og har fulgt hans fremgang i løbet af et år på sit velkendte terræn.
Den fortæller ikke alene om mesteren selv, men skaber også et unikt portræt af manden, hans familie og samfundet Palù di Giovo, en lille by i provinsen Trento, hvor han blev født, og hvor han altid er vendt tilbage.
Et usædvanligt portræt af den store mester, der snakker om sit liv og sin karriere på en uventet måde. Et usædvanligt menneskeligt eventyr, der dokumenterer cykellegendens dybe bånd med sit hjemland og genskaber sine fejringer i selskab med Merckx, Saronni og Hinault.
Der er gratis adgang til filmen, når man fremviser gyldigt armbånd fra Aarhus Bike Show 2019.
“Moser – Scacco al Tempo” vises i CinemaxX i Bruuns Galleri ved siden af Centralværkstedet.
Filmen er på italiensk med engelske undertekster.